Vi glæder os til at se jer

Så er det i morgen årets WordCamp i Danmark starter. Vi glæder os alle rigtigt meget.

Det hele er også ret spændende for os, der har arrangeret det, da vi ikke har brugt IT-Universitetets lokaler til en WordCamp før.

Hvis du har meldt dig til at hjælpe, så duk endelig op så tidligt som muligt. Vi har lavet en liste med opgaver i løbet af weekenden, så kræfterne bliver fordelt, og vi alle går glip af så lidt som muligt af det sjove. Og det sjove er jo dette fede program:

https://2015.denmark.wordcamp.org/schedule/

Det praktiske…

Adresse
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S

Transport
Bus 12, 33 eller 77 til Amager Fææled Skole
Bus 33 til Hørgården
Metro til DR Byen
Der er parkering lige udenfor

Ellers håber vi, du får det rigtig sjovt til vores WordCamp. Vi ses.

Afsløring – Juriens favoritter

Af de 33 tilmeldte sites i 6 kategorier, har jurien nu vurderet og stemt. Det er nu slaget skal stå om titlen som Årets Danske WordPress site anno 2015.

Som deltager til WordCamp, er det dig der har den afgørende stemme!

Vi kan nu afslører det site i hver kategori, der har fået flest point af juryen og som derfor går videre til publikumsafstemningen. Ved stemmelighed går begge sites videre.

 

Medie/Nyhedsside

fcn.dk

Webshop

kuppi.dk

minikrea.dk

Uddannelse/Offentlig

disabroad.org

Firma

nktphotonics.com

Portfolio

maydayfilm.dk

Alternativ (Special)

p-noise.com

 

Afstemningen

De 5 jurymedlemmer, Mark Thomas Gazel, Jesper Søholm, Patrick Hesselberg, Milene Rose Holm & Malene Hald har vurderet alle indkomne sites og givet en score på en skale fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.

På selve WordCampen skal publikum vælge mellem kategori-vinderene, og sitet med flest stemmer bliver kåret som Årets Danske WP 2015 og får overrakt den eftertragtede WordPress-pokal som afslutning på WordCamp søndag d. 4. oktober.

 

WordCamp 2015 – vi nærmer os

Så er årets WordCamp næsten faldet helt på plads. Der er jo også kun 14 dage til. Det er femte gang, vi holder WordCamp i Danmark og det bliver, som altid, rigtig fedt.

Stedet
Vi har været så heldige, at IT-Universitet i København vil stille deres to auditorier til rådighed for os. Det er, med andre ord, nogle rigtig lækre faciliteter, som vi glæder os meget til at bruge.

Programmet er klar
Som altid er det lidt en udfordring at få programmet til både at dække både indhold og teknik og samtidigt (gerne) fortælle noget nyt, som vi ikke har hørt om før. Kåre og Patrick har virkelig lagt sig i selen de sidste uger for at få det hele til at gå op. Men programmet er på plads nu. Denne gang har vi også et nyt tiltag: En netværkssession.

Morgenmad?
Vi har, lige nu, ikke noget morgenmad på programmet. Det er sparet væk, men skulle du have lyst til at sponsere det, så hold dig endelig ikke tilbage.

Drikkevarer
Vi regner med at sætte kander frem med vand. Det vil dog være endnu bedre, hvis vi havde et par hundrede vandflasker. Det er selvfølgelig ikke super miljøvenligt, men til gengæld enormt praktisk. Og de kan jo fyldes igen. Så hvis du ligger inde med nogle, så skriv til os.

Kaffe, kaffe, kaffe
Vi skal drikke absurd meget kaffe over weekenden. Det kan ikke være anderledes. Lige nu mangler vi dog både kaffemaskiner, kaffe, krus, mælk, sukker osv. Noget af det kan vi gå ud og købe, men hvis du har en kaffemaskine, der kan brygge meget på en gang og hurtigt, så send en besked til os.

Frivillige hjælpere
Vi har brug for flere hjælpere. Selvfølgelig kan (og vil) vi bare shang-haj’e nogle på selve dagen, men det vil være rart at have lidt flere navne at trække på i forhold til vores planlægning.

Bare rolig… hvis du melder dig, så lægger vi ikke beslag på dig hele weekenden. Du vil få maks. én opgave dagligt. Det kunne være at lave kaffe, sætte frokost frem eller afrydde efter frokost. Hvis du er hurtig, så får du også en frivillig t-shirt.

Det summerer op, hvor vi er med årets WordCamp. Vi har en ambition om at sælge 50 billetter mere over de næste fjorten dage, så send dette indlæg rundt til så mange som muligt i dit netværk. Og så håber jeg vi ses.

Med venlig hilsen

Team WordCamp